Alvins vej til verden

MANGE MANGE tak for alle jeres hilsner! Helt overvældende. Vi nyder at være blevet en familie på fire. Vi har en del barselsbesøg og kører også selv rundt og viser lillebror frem. Derfor bliver bloggen altså lidt forsømt, men vi kan ikke lade være at dele ham på instagram, som I sikkert har bemærket, så håber det kan udligne fraværet herinde 😉

 
Lige nu sidder Nicolai med en meget tilfreds Alvin i armene, for mælken er løbet til, og han bliver nu endelig mæt. Så jeg har tid til at berette om fødslen, som blev meget anderledes end forventet – heldigvis på den gode måde!
 
Jeg havde jo hele tiden troet at jeg skulle føde meget hurtigt pga. Ayas fødsel, men sådan gik det ikke…
 
kl. 5 mandag morgen (d. 20. maj) vågner jeg af plukkeveer. Dette var der ikke så meget nyt i, da det havde stået på i ca. 14 dage. Jeg var nu gået fire dage over tid og var begyndt at tænke, at jeg ikke ville kunne gå i fødsel selv… Men jeg havde også tegnblødning, og plukkeveerne kom ret regelmæssigt med 4-5 minutter imellem og varighed af ca. 30 sek. Hurtigt bed de mere end vanligt, og vi ringede efter mine forældre. De kom og spiste morgenmad med os alle, og jeg ringede til fødemodtagelsen og aftalte, at vi kom ved en 7.30 tiden til tjek. Havde nemlig snakket med min jordemoder om, at hellere komme lidt for tidligt end føde derhjemme, nu hvor Ayas fødsel gik hurtigt.  
Kl. ca. 7.30 bliver jeg tjekket og er 2 cm åben. Har ikke de vilde veer, og de kommer heller ikke hyppigt nok. Jordemoderen laver hindeløsning og så smutter vi igen, da jeg jo ikke er i aktiv fødsel. Vi vælger at smutte forbi en bager og gå en lang tur i det skønne vejr. Veerne bider mere, men kommer desværre uregelmæssigt med 5-9 minutter imellem. Øv. Vi tager hjem og veerne forsvinder ikke, men bliver ikke hyppigere. Omkring kl. 15.00 bliver jeg tudemarie og tror ikke på, at jeg går i aktiv fødsel før vandet bliver taget. Jeg surmuler derfor i en times tid, hvor jeg også får slumret lidt. Vi beslutter os for at menuen hedder McD, og det bliver dét der sætter gang i veerne ;) Hurtigt bliver de regelmæssige med 3-4 minutter imellem og varer nu 1 minut. Turen går derfor igen til fødemodtagelsen… Kl. ca. 18 er vi tilbage og jeg er nu 5 cm åben og derfor i aktiv fødsel. Vi snakker med jordemoderen om ønsker til fødslen osv., og vi kommer på en fødestue med kar.
Der går noget tid med klyx, overvågning af babys hjertelyd og mine veer. Det hele går stille og roligt, og jeg har godt styr på de veer. Omkring kl. 19.00 kommer jeg i kar, og har det dejligt dernede. 
Dernede er jeg i et par timer og er 8 cm åben da jeg vælger at komme op derfra. 
jeg går rundt og veerne bliver lidt kraftigere af det, og jeg prøver diverse stillinger, og det var ikke rart at sidde på den bold faktisk. Nå, men det gav pote og jeg bliver hurtigt 9 cm åben (nok omkring kl. 22). Fostervandet er stadig ikke gået og jeg beder jordemoderen om at tage det, for så vil det gå stærkt er jeg sikker på. Og det gjorde det, men fordi jeg havde en “kant” som skulle væk, måtte jeg ikke presse 100 % på mine presseveer. Det var lidt svært! Da den kant er væk, presser jeg aktivt et par gange og så kom han hurtigt frem til jordemoderens overraskelse, og der bliver ringet efter forstærkning. Hovedet bliver næsten gispet ud, og så sidder skuldrene fast. Så der var lige drama i et halvt minut, men ud det kom han og i god behold kl. 23.00 
jeg tjekker selv om det er en dreng eller pige, men har haft på fornemmelsen, at det var en dreng. Og det var det jo. En sund, stor og sulten Alvin. 
og vi kunne stille sulten med ristet brød…

vi ville bare hurtigt hjem og tog hjem 2,5 time efter han var født. Jeg var ikke bristet, men fik lidt smertestillende med hjem til efterveerne, hvilket jeg var glad for. De bed da godt nok de første to døgn efter fødslen.

Alt i alt var det en fantastisk fødsel uden smertestillende og uden vestorm. Og med en dygtig og sød jordemoder. Men det var nu alligevel sidste gang…. ;-) 

– Sebrina

Next PagePrevious Page
Tags
Similar Posts