At blive far.Om Ayas fødsel i 2010

Nu nærmer tiden sig for den anden store oplevelse i vores liv fødslen af vores andet vidunder!

Det nærmer sig lidt for hurtigt, men vi føler os godt forberedte, og med det nye hjem på plads, så skal det nok blive en fantastisk tid. Jeg vil kort bruge dette indlæg til at beskrive Ayas fødsel igennem mine øjne her godt 3 år efter, hvor vi kigger frem mod den næste. Som en far der har svært ved at huske præcise tidspunkter, så bliver det nok også synligt, at tiderne ikke stemmer helt overens med Sebrinas superhukommelse men here it goes.

Jeg havde travlt med mit studie på det tidspunkt, hvor Sebrina havde termin med Aya og var faktisk igang med sommerkurser på CBS. Så jeg var så priviligeret, at jeg kunne blive hjemme med Sebrina, da først plukkeveerne begyndte at tage til. Den første nat d. 7.-8. juli, hvor plukkeveerne startede var noget urolige når jeg tænker tilbage tog jeg det udsædvanligt roligt, set i forhold til hvad der skulle til at ske. Men helt ærligt, så havde jeg svært ved at hidse mig op over, at jeg skulle til at være far på det tidspunkt. Det var først da fødslen var overstået, at jeg kunne forholde mig til glæden.

Vi kom til jordemoderen på et jordemodercenter på Vesterbro d. 8 juli, og fik at vide, at vi skulle gå hjem og vente indtil Sebrina havde åbnet sig mere. Pludselig om eftermiddag gik vandet så. Ikke som man tror med et kæmpe vandfald for neden, men nærmest ingenting! Så jeg troede næsten ikke på, at det var det, der var sket nok snarere at Sebrina bare havde haft svært ved at holde sig :D

Men da Sebrina er lidt mere kyndig end mig på området heldigvis og fostervandet var grønligt, så tog vi til Hvidovre Hospital. Det gik meget roligt og uden stress. Da vi kom derud forventede vi, grundet det grønlige fostervand, at vi kom til hurtigt! Men nej jeg føler det, når jeg tænker tilbage, som om vi ventede i 4 timer, selvom det nok var kortere. Jeg er ikke god til at blive vred, men jeg kogte indeni, fordi de bare gik ind og ud af deres opholdsstue uden at henvende sig til os.

Men vi kom endelig ind, og de tog hjertelyd på Sebrinas mave for at tjekke om Aya var ok de sagde at vi skulle ligge med udstyret på i ca. 30 min.. Vi ventede så i 1-1,5 time!! Jeg gik ned og spurgte om de havde glemt os, og JA, de skulle lige spise aftensmad og havde glemt os. Hmmm Ikke det bedste når man selv synes at det haster med at finde ud af, hvordan babyen har det!

Vi kom ned på en fødestue ved 23-24tiden om aftenen d. 8. juli, og Sebrina fik et bad inden hun kom ind på stuen. Der tog de så vandet helt, for det var åbenbart ikke gået helt (troede ikke det kunne gå halvt), og så skal jeg love for at veerne ikke var så rolige mere. Sebrina kunne nærmest ikke stå på benene af smerte! Til sidst blev jeg kommanderet til at finde en opkastbakke, fordi hun skulle kaste op af bar smerte. Jordemoderen var gået, så der stod jeg og skulle hu-hej finde en bakke inden hun kastede op udover gulvet. Da jordemoderen spurgte om Sebrina ville have noget smertestillende svarede jeg ja, og Sebrina blev overtalt til at prøve det de kalder bistik   Og jeg tror stadig Sebrina fortryder, at hun fik dem den dag i dag :D Hold op, jeg har aldrig set hende have så ondt som da hun fik den kanyle ind under huden og fik indsprøjtet de små sterilvandsopløsninger på maven!

Jordemoderen tjekkede løbende, hvor meget hun havde åbnet sig, og jeg kunne egentligt kun sidde i en stol og vente og hjælpe, når jeg blev bedt om det. Der gik ikke lang tid før hun fik lov til at presse, da hun havde åbnet sig nok. Nu gik tiden så med at holde masken til lattergassen og støtte Sebrinas nakke ved presningen. Det skal siges, at der blev inhaleret noget lattergas 😉 Så lattergassen blev hendes støttepunkt. Jeg gav hende vand på panden og støttede hende. De 3 timer gik MEGET hurtigt. Da jordemoderen sagde, at Aya var på vej ud, så havde jeg allerede meddelt hende, at jeg ikke skulle nyde noget af at komme ned og tage imod eller se derned imens pænt nej tak.

Da Aya så endelig kom ud, var det ikke i første omgang den glædesrus som alle snakker om. Navlestrengen var to gange om halsen, og hun var helt blå og slap! Et stort chok som jeg ikke troede ville ske på det tidspunkt, og tiden gik virkelig langsomt i de minutter eller sekunder der gik, indtil der endelig kom liv og bevægelse! Den del af fødslen håber jeg at være mere klar til ved næste fødsel hvis noget lignende skulle ske igen.

Vores dejlige datter kom over til mig, og jeg havde allerede glemt at finde ud af, hvilket køn det var, indtil Sebrina spurgte til det et stort øjeblik at stå og holde sin datter. Hun kom ud lidt i 4 om natten d. 9 juli 2010. To nætter med lange ventetider og udmattende oplevelser for alle 3.

Nu glæder vi os endnu mere til nummer to, hvor jeg selv håber, at have mere overskud til at nyde det!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *